3.3 Ikke-farmakologisk Tilgang
3.3.1. Introduktion
Som det er nævnt i den første del, kan de fleste af de sygdomme, der forårsager demens, i øjeblikket ikke helbredes. Der er dog nogle farmakologiske behandlinger (medikamenter) og ikke-farmakologiske indgreb, der kan reducere eller forbedre patienters eller individers symptomer.
Ikke-farmakologiske interventioner eller psykosociale interventioner er ikke-kemiske terapier, der passer til deltagernes individuelle behov, og som har en positiv effekt på deres liv og deres sociale og kendte omgivelser. Disse interventioner er baseret på videnskabelige metoder, og de kan kombineres med farmakologiske behandlinger for at opnå bedre resultater.
3.3.2. Typer af ikke-farmakologiske indgreb
Der er et stort udvalg af ikke-farmakologiske interventioner, der kan anvendes i overensstemmelse med behovene hos en person i forhold til vedkommendes stadium af demens.
I dette afsnit analyseres forskellige slags terapier. Nogle af dem er specielt skabt til at forbedre kognitive funktioner hos mennesker med demens (eksempel: kognitiv stimuleringsterapi), andre mere fokuseret på at forbedre patienters daglige aktiviteter (eksempel: fysisk aktivitet), og endelig er der nogle terapier, hvis formål bl.a. er at forbedre den enkeltes adfærd og trivsel.
Det styrker de kognitive og sociale funktioner at involvere mennesker med demens i aktiviteter og diskussioner. Den mest almindelige form for kognitiv stimulation omfatter gruppesessioner ledet af en uddannet koordinator, for eksempel diskussioner om fortiden, dagens begivenheder, rejser eller mad, ordspil og quizzer. Flere undersøgelser peger på, at kognitive stimuleringsprogrammer forbedrer den kognitive funktion hos mennesker med mild til moderat demens ud over eventuelle medicineffekter. De positive effekter ser ud til at holde op til tre måneder efter endt behandling. Desuden ser selvrapporteret livskvalitet og velvære, kommunikation og social interaktion også ud til at blive bedre, mens virkningerne af kognitiv stimulering i forhold til humørsvingninger, dagligdags aktiviteter, problemadfærd eller familieplejeresultater er ret minimale. Interessant nok har computerbaserede former for kognitiv stimulering vist sig at være lige så effektive som traditionelle.
Vejledt øvelse i standardopgaver rettet mod hukommelse, informationsbehandlings-hastighed eller visuospatial evne tilbydes i individuelle eller gruppesessioner eller alternativt i computeriseret form (digitale tablets).
Visuospatial: Evnen til visuelt at aflæse sin omverden og kunne huske, danne mening, se mønstre er en basal forudsætning for at føle sig tilpas i verden
Der er opgaver af varierende sværhedsgrad til rådighed, så de svarer til den enkeltes evner, mangler og behov. Kognitiv træning kan omfatte indlæring af hukommelsesstrategier (mnemonics). Mennesker med præ-demens kognitive lidelser synes at have mere, men stadig moderat, gavn af kognitiv træning sammenlignet med personer, der lider af demens med hensyn til global kognition, opmærksomhed og hukommelse. Fraværet af påviselige betydelige fordele kan tilskrives metodiske problemer, der har hæmmet forskningsindsatsen i forhold til at undersøge alle potentielle gevinster ved kognitiv træning.
Kognitiv rehabilitering er en individualiseret ikke-farmakologisk terapeutisk intervention med fokus på identifikation af personligt relevante og pragmatiske mål, der nås ved at udvikle og implementere kompenserende strategier i samarbejde med personen med demens og dennes familie. Det sigter mod at forbedre præstationer i dagligdagens aktiviteter og fokuserer ikke på kognition i sig selv. Det har vist sig, at personer med let til moderat demens har betydelig gavn af mindre end ti individuelle sessioner med kognitiv rehabilitering leveret af en specialiseret ergoterapeut i deltagernes hjem.
Realitetsterapi har til formål at mindske forvirring og adfærdssymptomer hos mennesker med demens ved at orientere individet i tid og sted. Realitetsterapi, der er meget udbredt, omfatter ofte gruppesessioner svarende til klasseundervisning og afholdes normalt dagligt i 30 minutter. Disse sessioner præsenterer ofte personlige og aktuelle oplysninger til deltagerne gennem brug af spil, puslespil, kalendere og realitets boards.
Reminiscensterapi fremkalder genkaldelse af tidligere begivenheder, aktiviteter og minder gennem brug af håndgribelige hjælpemidler såsom fotografier, velkendte genstande fra fortiden, musik og film. Selvom det kan vise sig at være svært for personer med demens at huske nylige minder (f.eks. hvad man fik til frokost), kan ældre minder af personlig betydning forblive let tilgængelige. Reminiscensterapi tilskynder deltagerne til at tale om tidligere erfaringer, hvilket mindsker fokus på de svækkede kognitive evner, fordi der sættes lys på de bevarede evner. Der er evidens baserede undersøgelser der tyder på, at reminiscens er et effektivt middel til at forbedre humøret hos personer med demens, men resultaterne er blandede med hensyn til en klar kognitiv fordel. Interventionen foregår enten i gruppesammenhæng, typisk en gang om ugen med fokus på fri genkaldelse af minder eller på individuel basis inden for rammerne af en fokuseret livsgennemgang.
Validering betyder at anerkende det subjektive syn på personer med demens og at forsøge at fortolke deres verbale og nonverbale udtryk som foranlediget af og en afspejling af direkte personligt relevante motiver. Det har til hensigt at validere individets opfattede virkelighed og følelsesmæssige oplevelse. Terapeuten udrykker enighed, støtte, opmuntring, empati, ros og trøst. På trods af flere uoverensstemmelser mellem forskningsresultater har en række undersøgelser observeret en reduktion af udfordrende adfærd og depressive symptomer. Det skal bemærkes, at der ikke blev rapporteret nogen effekt på kognitive evner eller aktiviteter i dagligdagen.
Forbedringen af den fysiske kondition hos personer med demens er relateret til bedre præstationer i dagligdagens aktiviteter og mindre plejebehov. På trods af de påviste gavnlige effekter på flere kognitionsområder hos personer med præ-demens kognitiv svækkelse, er effekterne af fysisk træning i demensstadiet tvivlsomme. Ligesom ældre generelt rådes personer med demens også til at udføre mindst 30 minutters moderat (aerob) træning på mindst fem dage om ugen. Sådan en anbefaling synes i mange tilfælde at være urealistisk.
Kunstterapi er blevet anbefalet som en behandling til mennesker med demens, da den har potentialet til at give meningsfuld stimulering, forbedre social interaktion og forbedre selvværd ( Reference Killick og AllanKillick & Allan 1999 ). Aktiviteter som tegning og maling menes at give individer mulighed for selvudfoldelse og mulighed for at udøve nogle valgmuligheder med hensyn til farver og temaer i deres kreationer.
Afspilning af musik aktiverer flere dele af hjernen samtidigt. Følelser stimuleres, minder vækkes, følelsesmæssige udtryk fremmes, social interaktion lettes. Musikterapi kan antage flere former. Disse omfatter mere passive tilgange såsom at lytte til musik (indspillet eller live), at levere en personlig (foretrukken musik) musikliste på en iPod eller aktive tilgange såsom at synge velkendte sange i en gruppe eller spille et musikinstrument. Musikterapi lindrer depressive og angstsymptomer, agitation og udfordrende adfærd, samtidig med at den opretholder perceptuelle-motoriske færdigheder. I modsætning til passiv musikterapi har aktiv musikterapi, der er mere velegnet til personer med let til moderat demens, vist sig at forbedre den generelle kognitive evne.
Brugen af rene æteriske olier fra duftende planter fremmer afslapning og søvn, smertelindring, lindring af depressive symptomer samt aggressive tendenser og yderligere udfordrende adfærd. Ikke desto mindre synes observationerne af kliniske forsøg at være inkonsekvente.
Multisensorisk stimulation eller ” snoezelen ” er rettet mod mennesker i fremskredne stadier af demens. Den er baseret på den antagelse, at sansedeprivation fører til agitation, angst og/eller restløs vandring. Ved multisansestimulering påvirkes sanserne af belysning, farver, berøring, dufte og lyde i passende designede miljøer. Multisensorisk stimulation bidrager til at lindre adfærdssymptomer og humørforstyrrelser under og umiddelbart efter sessionerne. Effekten af ” snoezelen ” på lang sigt er stadig uhåndgribelig.
Bright light therapy (BLT) består af eksponering for dagslys eller specifikke bølgelængder af lys ved hjælp af polykromatisk polariseret lys, laser, lysemitterende dioder, fluorescenslamper, dikroiske lamper eller meget kraftigt fuldspektret lys.
Med udgangspunkt i samspillet mellem kognitiv funktion, følelser og adfærd er CBT-interventioner ved demens fokuseret på udvikling af adfærdsstrategier såsom at øge aktivitetsniveauet, indføre behagelige aktiviteter i daglige rutiner, praktisk problemløsning og implementering af kompenserende strategier eller værktøjer. Sådanne indgreb bidrager til behandlingen af depressive og angst symptomer hos personer med demens.
Interpersonel terapi, undersøger individet i en interpersonel kontekst ( Reference Weissman, Markowitz og KlermanWeissman et al. , 2000 ). I den forstand er der et stort overlap med det personcentrerede arbejde. Den bruger en specifik ramme, hvor individets situation konceptualiseres gennem et af fire domæner: interpersonelle stridigheder; interpersonlige/personlighedsbesvær; dødsfald; og overgange/livsbegivenheder. På trods af at der er gode empiriske beviser for virkningen af denne behandlingsform hos ældre mennesker, er den først for nylig blevet brugt ved demens ( Reference James, Powell og KendellJames et al, 2003 ).
Dyreassisteret terapi (AAT) involverer oftest interaktion mellem en patient og et trænet dyr, faciliteret af en menneskelig fører, med et terapeutisk mål som at give afslapning og fornøjelse eller at inkorporere aktiviteter i fysioterapi eller rehabilitering. Den terapeutiske effekt er blevet beskrevet af Baun og McCabe med henvisning til demensstadiet og den positive effekt på omsorgspersoner.