2.1 Tilgang til tredje generations terapier
Aldrende mennesker med handicap som et voksende fænomen.
Når handicap diskuteres i videnskabelige eller institutionelle sammenhænge, er dette udtryk umiddelbart relateret til temaer som forebyggelse, tidlig pleje, uddannelses-integration, beskæftigelse, tilgængelighed, rehabilitering osv. Alle disse områder indenfor forskning eller intervention giver et billede af, at mennesker med handicap har særlige behov i barndommen, ungdommen eller voksenlivet.
Meget sjældent er handicap relateret til aldring.
Den demografisk aldring, der i sig selv er et positivt fænomen, fordi vi lever længere og længere, rummer ikke desto mindre store udfordringer for det moderne samfund, der forsøger at håndtere disse – såvel nationalt som internationalt i lande og organisationer. De Forenede Nationer fremmer en række initiativer i alle lande for at forsøge at tilpasse sig den omfattende sociale transformation, som fænomenet aldring forårsager, og som rækker langt ud over det socialpolitiske område, på trods af at det er så vigtigt.
Ved at forholde os til de socialpolitiske rammer kan vi blive opmærksomme på, at vi i forhold til ældre handicappede står over for nye sociale behov, som kan blive problematiske og svære at løse, især fordi der ikke er tilstrækkelig viden om muligheder, ressourcer og tjenester, der fuldt ud kan imødekomme behovene hos aldrende mennesker med handicap.
Det er imidlertid også nødvendigt at tænke på, at handicappedes familier, som gennem deres liv har været deres støtte, også bliver ældre. Usikkerheden om fremtiden for deres sønner eller døtre, når de ikke længere selv kan blive ved med at passe dem eller når de selv dør, er en yderst stressende faktor, der har en negativ indflydelse på selve aldringsprocessen hos pårørende.
Igennem psykologiens historie er der adskillige tilgange og teorier, der forklarer, hvordan det menneskelige sind fungerer, hvilke psykologiske mekanismer, der påvirker og former vores adfærd, og hvordan disse former for tænkning og handling kan føre til psykiske lidelser.
Den kliniske psykologi har forsøgt at hjælpe mennesker, der lider grundet maladaptive mønstre, gennem det, der er kendt som adfærdsterapi og de tre bølger eller generationer af behandlinger, som findes inden for denne terapi.
Men hvad er de hyppigste lidelser, vi møder, når vi taler om ældre med indlæringsvanskeligheder? Hvordan er vi i stand til at håndtere deres følelsesmæssige behov i ældreplejen i forhold til de nye tredje generationsterapier?
Psyko-emotionelle lidelser
Hos mennesker med indlæringsvanskeligheder ses de samme former for psyko-emotionelle lidelser, der udspringer af dybere lidelser, såsom psykiatriske, som den almindelige befolkning, selv om de aktuelle omstændigheder og det intellektuelle niveau kan ændre symptombilledet, hvilket gør sårbarheden i forhold til disse lidelser højere.
Omkring 20-35 % af mennesker med indlæringsvanskeligheder lider af en psykiatrisk lidelse. Psykiske og adfærdsmæssige forstyrrelser kan opstå gennem hele livet og med varierende hyppighed. De, der er tættest beslægtet med intellektuelle handicaps, er hyperaktivitet/opmærksomhedsforstyrrelser (30-50%), affektive lidelser (50%), adfærds- og adaptive lidelser, skizofreni (2-3%) og personlighedsforstyrrelser (skizoid, paranoid, narcissistisk, vigende og asocial adfærd). Symptomerne kan dog vise sig anderledes og komplicere diagnosen, primært på grund af udtryksvanskeligheder (svært ved at udtrykke problemer) og sprog. Diagnosticering er kompliceret, når den psykiatriske lidelse manifesterer sig som en adfærdsforstyrrelse, og symptomer kan fejlagtigt tilskrives indlæringsvanskeligheder frem for den psykiatriske lidelse.
Ældre oplever en række aldersrelaterede tab i forhold til fysiske, følelsesmæssige og psykologiske evner. Mennesker med indlæringsvanskeligheder viser et mere markant fald i kognitive og affektive aspekter, når de har en let eller moderat grad af funktionsnedsættelse, men når funktionsnedsættelsen er større, er det opnåede udviklingsniveau lavere, hvorfor den kognitive svækkelse forekommer mindre. Eller sagt på en anden måde “jo mere der er at miste, jo større er tabet”.
Tilstedeværelsen af psykiatriske lidelser reducerer livskvaliteten for mennesker med indlæringsvanskeligheder og ændrer deres daglige funktionsniveau, hvilket bliver mere tydeligt hos ældre mennesker.
Følelsesmæssige lidelser hos mennesker med indlæringsvanskeligheder har ikke en anden ætiologi end de samme lidelser i den almindelige befolkning. De skyldes også et samspil mellem mange faktorer – biologiske som psykosociale (social afvisning, begrænsning af muligheder, sårbarhed over for misbrug, etc). Disse faktorer bidrager til, at mennesker med indlæringsvanskeligheder udvikler følelsesmæssige fejltilpasninger og mangel på de kognitive ressourcer, der er nødvendige for at håndtere dem. Enhver aktuel begivenhed kan fremprovokere en situation med stress eller depression hos en person med indlæringsvanskeligheder.
Angst
en angstlidelse kan udløses i forskellige situationer f. eks når den ældre person med indlæringsvanskeligheder oplever, at omgivelserne stiller for store krav, eller hvis der sker en ændring i den daglige rutine. Den adfærd, der kan opstå i disse situationer, er: agitation, irritabilitet, aggressivitet eller panikanfald.
Social angst
er en lidelse, som specialister kun har været lidt opmærksomme på i forhold til mennesker med indlæringsvanskeligheder. Det kan defineres som den frygt for negativ evaluering, som en person kan opleve, når de interpersonelle relationer svigter og vedkommende ikke kan leve op til det billede, han/hun ønsker at give socialt. Det kan føre til følelser af ængstelse, overdreven bekymring for sig selv og følelsesmæssigt ubehag i sociale situationer.
For at en person med indlæringsvanskeligheder kan opleve social angst, skal vedkommende have en IQ, der er høj nok til at kunne genkende sig selv. Når dette er tilfældet, og personen er meget opmærksom på sin adfærd i offentligheden, genereres negative opfattelser, og en følelse af at være underlegen i forhold til andre, selvhad og overvurdering af de sociale krav.
Obsessiv-kompulsiv lidelse
dette er et ringe undersøgt syndrom sammenlignet med andre. Det er kendetegnet ved tvangstanker (vedvarende og påtrængende ideer, som personen genkender som deres egne) og tvangshandlinger (stereotype og gentagne adfærd), der optager en stor del af personens tid og forstyrrer hans/hendes liv.
Det er svært at diagnosticere denne lidelse hos mennesker med indlæringsvanskeligheder, fordi de har svært ved at beskrive deres tanker, erkende årsagen til deres tvangstanker og forstå irrationaliteten i deres tvangshandlinger.
Depression
Depressive manifestationer er det centrale følelsesmæssige problem hos ældre mennesker. Den høje forekomst af depression kan tilskrives biologiske årsager (biokemiske og fysiologiske ændringer), sociale årsager (social kontakt) eller psykologiske årsager (tilpasning til tab forårsaget af aldringsprocessen). Når ældre personer opsøger specialister, skyldes det oftest forskellige depressive adfærdsmønstre: søvnløshed, koncentrationstab, træthed, angst, somatiske lidelser (hypokondri) og selvmordstanker.
Når man vurderer affektiv
funktion hos ældre mennesker med indlærings-vanskeligheder, er det vigtigt at tage højde for, at indlæringsvanskeligheden i sig selv kan sløre billedet. Det vides endnu ikke, om depression er en risikofaktor for demens eller et ledsagende symptom. Desuden kan nedenstående vigtige processer, der knytter sig tæt til forsøgspersonens personlighed, betyde, at en eventuel depression i alderdommen ikke opdages:
- Personens subjektivering eller arbejde for at tilpasse sin identitet og internalisere de ændringer, der sker gennem årene.
- Binding eller evne til at opretholde kontakt med eksterne objekter (aktiviteter, sociale relationer), der forhindrer isolation.
Kærlighed og seksualitet
Dette er et vigtigt emne i det affektive liv for en person med indlæringsvanskeligheder og emnet har måske ikke tidligere fået nok opmærksomhed. Det seksuelle forhold mellem 2 mennesker er med til at afbalancere mennesker og fremme et autonomt liv, som måske ikke eksisterede tidligere.
Forebyggelse, abort, sterilisering og børneopdragelse er problemer, der endnu ikke er blevet løst tilfredsstillende for alle involverede (berørte mennesker, forældre, omsorgspersoner osv.). Etablerede sociale normer for acceptabel seksuel adfærd varierer alt efter kultur, religion osv., så en bestemt seksuel adfærd kan opfattes på meget forskellige måder af forskellige mennesker.
Denne målgruppes seksualitet håndteres oftest utilstrækkeligt: personen infantiliseres, adfærden ignoreres, eller der vises stor forundring over for problemet. Blandt de faktorer, der begrænser udviklingen af tilstrækkelig seksualitet, finder vi manglende samtykke fra forældre og professionelle, som griber hurtigt ind for at stoppe den seksuelle adfærd.
Sorg
det er en naturlig følelsesmæssig reaktion fra mennesker, der gør det muligt for os at klare alle tabene i vores liv. Vi må acceptere, at lidelse, sygdom, død, tab generelt er en del af vores liv og genererer en række følelser, som vi har brug for at udtrykke og lære at tolerere hos andre mennesker
Det er vigtigt, at mennesker med indlæringsvanskeligheder gennemgår denne sorgproces og har et reelt billede af, hvad livet er, for bedre at kunne acceptere det. Det er godt at støtte dem i denne proces uden at forhindre dem i at lide (gråd er ikke et tegn på svaghed) eller at beskytte dem overdrevent.
Mennesker med indlæringsvanskeligheder har følelser (lidelse, vrede), og det er nødvendigt for dem at udtrykke dem, uanset hvor negative de måtte være.
Takket være fremskridt inden for medicin og stigningen i livskvaliteten for mennesker med indlæringsvanskeligheder, øges deres forventede levetid stadig og er på nuværende tidspunkt på niveau med den gennemsnitlige levetid med alt, hvad dette indebærer i forhold til aldersrelaterede ændringer. Derfor er det nødvendigt at planlægge nye indsatser, der har til formål at forebygge eller afbøde de følger, som disse ændringer kan medføre.
Intervention
Psykologisk intervention på området for ældre med indlæringsvanskeligheder skal sigte mod at nå følgende tværfaglige mål:
- Sikring af sammenhæng mellem længere levetid og et liv med bedre kvalitet.
- Reduktion af intervallet mellem svigtende helbred/afhængighed og død i videst muligt omfang
For at nå disse mål på den bedst mulige måde må man allerede tidligt i livet fremme en sund livsstil gennem planlægning og udvikling af specifikke programmer, der sammenfattende kan være følgende:
- Personlige færdigheder (socialisering, spisning, påklædning, hygiejne, seksualitet osv.).
- Skolemæssige færdigheder
- Privatlivsfærdigheder.
- Samfundslivsfærdigheder
- Arbejdsmæssige færdigheder
Når risikoalderen for mennesker med indlæringsvanskeligheder er nået, hvilket er omkring 45/50 års-alderen (40 år hos mennesker med Downs syndrom og hos personer med svær og dyb indlæringsvanskelighed), er det tilrådeligt at overveje en screening, især af de områder hvor man kan forudsige forekomsten af symptomer på aldring eller en form for senil lidelse:
- Hukommelse
- Sprog (afasi)
- Motoriske færdigheder (apraksi)
- Perception (agnosi)
- Funktionelle færdigheder
Når først disse undersøgelser er gennemført og før de første tegn på aldring eller i værste fald de første mangler i adaptiv adfærd, der normalt er forbundet med Alzheimer-type demens, viser sig, skal vi målrette interventionen, så vi styrker visse områder, som for eksempel:
- Fremme social integration som alternativ til arbejdslivet.
- Fremme fritidsaktiviteter
- Fremme opretholdelsen af personlig autonomi.
- Fremme fastholdelse i det kendte miljø, med den nødvendige støtte i familiemiljøet, hvis dette findes.
- Håndtere sygdom og død. Hjælp til at forstå og håndtere smerte og tab.
- Opretholde kapaciteten til rum-tid orientering
- Teknisk hjælpemidler.
- Dobbelt diagnose
Fra en vis alder og kun hos nogle personer med visse lidelser øges risikoen for at lide af lidelser med større påvirkning og affekt, såsom demens. I tilfælde af mennesker med indlæringsvanskeligheder øges denne risiko, når den opstår i forbindelse med Downs syndrom eller svær indlæringsvanskelighed. At udføre en differentialdiagnose mellem indlæringsvanskeligheder og demens kan være kompliceret, også når man tager i betragtning, at sameksistensen af begge lidelser, intellektuelle og psykiske, først er blevet erkendt for et par år siden, fordi demens blev forstået som en næsten uundgåelig konsekvens af indlæringsvanskelighederne.
I øjeblikket skyldes vanskelighederne med at nærme sig denne type diagnoser først og fremmest, at der normalt opstår to typer situationer. Enten er:
- omgivelserne i sig selv alt for overbeskyttende og uden væsentlige udfordringer for personen, som har tendens til at tilpasse sig omgivelsernes krav, hvilket kan sløre symptomer og dermed forhindre tilstrækkelig behandling. Eller
- symptomerne identificeres som demens, irreversibel lidelse eller andre typer symptomer, der er karakteristiske for en reversibel lidelse, som f.eks. depression, som hos ældre kan give lignende symptomer.
Hovedproblemet, når vi beskæftiger os med aldring af mennesker med indlæringsvanskeligheder, er de vanskeligheder, der ligger i, at de videnskabelige undersøgelser inden for dette område fokuserer isoleret på to forskellige perspektiver: alderdom og indlæringsvanskeligheder.
Forskning i ældre mennesker med indlæringsvanskeligheder er relativt begrænset, selvom der kan findes forskning fra begyndelsen af 1980’erne.
Fremtidige tilbud til denne målgruppe må ud over at være et “bo-tilbud” rumme forskellige og kontinuerlige programmer, der sigter mod at forhindre den naturlige svækkelse, som aldringsprocessen medfører.
Ethvert tilbud skal være baseret på standard principper, hvilket åbner op for en række muligheder, der kan sammenlignes med dem, der findes for den øvrige befolkning. Det er indlysende, at mennesker (med eller uden psykisk handicap) ældes individuelt, derfor er det nødvendigt at tilbyde hvert enkelt menneske den bedst egnede ressource i forhold til det aktuelle behov.
På baggrund af dette ser vi behovet for at afklare de forskellige muligheder, der bør foreslås til ældre med psykisk funktionsnedsættelse:
Vi vil tage udgangspunkt i, at langt størstedelen af den ældre befolkning med udviklingshæmning er ældet i et institutionsmiljø, og at institutionen derfor er deres hjem. Det må derfor være ønskeligt for dem at ende deres dage i det dette miljø. Det er tilrådeligt at etablere og tilpasse programmer og tekniske hjælpemidler, så det er muligt at garantere forebyggelse og behandling af borgernes behov i de sidste år af deres liv.
Dette bør ikke hindre disse mennesker i fortsat at være en del af samfundet og bruge dets ydelser og tilbud.
Ledere af bo-tilbud bør satse på implementering af programmer rettet mod forebyggelse og behandling af aldringsprocessens virkninger.
Til dette formål mener vi, at nedenstående initiativer bør støttes, da de letter både den tekniske og menneskelige bistand, der er nødvendig for at gennemføre disse programmer:
- Sansestimulering
- Motorisk stimulering
- Facilitering af personlig autonomi
- Stimulering af kommunikation
- Stimulering og forebyggelse af kognitiv tilbagegang
- Forebyggelse af adfærdsmæssige tilpasninger
Adfærdsterapi: En kort definition
Adfærdsterapi er en type behandling baseret på eksperimentel psykologi, hvor det vurderes, at adfærd, selvom den er prædisponeret af biologi, kan ændres ved at lære og anvende adfærds- og tankemønstre.
I tilfælde af utilpasset adfærd, der medfører betydeligt ubehag hos personen, er det muligt at ændre disse adfærdsmønstre ved at lære andre og mere nyttige mønstre.
På denne måde er det generelle formål med denne type terapi at skabe en forandring hos personen, der kan lindre lidelsen, fremme tilpasningen og forbedre og optimere personens evner og muligheder i hans/hendes miljø. For at gøre dette er det hensigten at eliminere, tilføje eller ændre en eller flere adfærd hos den enkelte gennem læreprocesser.
Denne form for terapi fokuserer på nuet, idet arbejdet med det aktuelle problem og historien blot er noget, der fortæller os, hvordan den aktuelle situation er opstået. Psykoterapeuten vælger behandlingen i forhold til det specifikke problem og/eller den specifikke situation, der skal behandles, så terapien tilpasses individuelt.
De Tre Bølger Eller Generationer Af Terapier
Selvom mange af de anvendte teknikker og terapier har eksisteret siden adfærdsterapier eller adfærdsændringer blev beskrevet, udvikler adfærdsterapi sig til stadighed for at forbedre både virkningen på og forståelsen af de mentale og adfærdsmæssige processer, som terapien forholder sig til.
Det er i dag muligt at tale om i alt tre store bølger eller generationer af terapier, der er fulgt efter hinanden over tid afhængig af tidens dominerende forståelse og teori, og hver af disse har løst mange af de metodiske begrænsninger i de foregående modeller.
Første bølge: Adfærdsterapier
behaviorisme opstod som en stærk reaktion på de psykoanalytiske terapier, der knyttes til Sigmund Freud. Sidstnævnte fokuserede på hypotetiske konstruktioner, der ikke var empirisk testbare og mente, at adfærdsforstyrrelser var udtryk for mangelfuld løsning af ubevidste konflikter, relateret til undertrykkelse af instinkter og behov.
De behavioristiske modeller brød imidlertid med denne forståelse, og fremførte behovet for at håndtere lidelser baseret på erfaringsbaserede verificerbare og kontrasterbare data. Behavioristerne fokuserede på at behandle den adfærd, der var til stede på tidspunktet for problemet, og bekymrede sig om forholdet mellem stimuli, reaktionerne og konsekvenserne af disse.
Metode – første bølge
Adfærd blev forstået som sammenhæng mellem stimuli og konsekvenserne af de reaktioner, stimuli udløser. De terapier, der dukkede op på dette tidspunkt, arbejder med aspekter som associering af stimuli, tilvænning eller udryddelse af reaktioner på stimuli.
Ønskede ændringer i adfærd fremprovokeres og støttes og man arbejder på direkte observerbar adfærd.
Nogle af de behandlinger, der tilhører denne første generation af adfærdsterapier, som fortsat anvendes, er eksponeringsterapier, differentiel forstærkning af adfærd, afersive teknikker, shaping, systematisk desensibilisering eller tokenøkonomi og adfærdskontrakt (hvis de på nuværende tidspunkt anvendes, ledsages de af mere kognitive behandlinger).
Metoderne i den første bølge af adfærdsterapier blev brugt og bliver fortsat brugt til behandling af fobier, til at skabe eller genoprette adfærdsmønstre og/eller til at træne mennesker med nedsat kapacitet.
Adfærdsmodellerne var i lang tid fremherskende inden for psykologien og behandling af visse psykiske lidelser. Imidlertid er anvendeligheden begrænset: Disse behandlinger er kun vellykkede under specifikke omstændigheder og sammenhænge, hvor de variabler, der har med adfærd at gøre, kan manipuleres, og de tager kun lidt hensyn til effekten af psykologiske variabler såsom kognition eller adfærd.
Hovedproblemet med behaviorisme er, at selvom den anerkender eksistensen af et element mellem stimulus og respons, tages dette ikke i betragtning på grund af manglen på empiriske data, men opfattes som en sort boks, der ikke kan udforskes. Dette har derfor med tiden affødt formulering af en anden teori i forsøg på at kompensere for disse mangler ved behaviorismen
Manglen på svar på flere spørgsmål om de processer, der ligger mellem perception og reaktion og de rene adfærdsterapiers manglende virkning i forhold til mange lidelser med en affektion, der afspejler tankens indhold, fik mange eksperter til at mene, at behaviorisme ikke var nok til at forklare og producere en ændring i adfærd afledt af elementer som overbevisning eller tro.
På denne baggrund opstod teorien om, at hovedelementet bag en adfærd, ikke er sammenhængen mellem stimuli, men snarere tanke og behandling af information, hvilket førte til udvikling af kognitive teorier og informationsbearbejdningsteorier. Det vil sige den anden bølge af adfærdsterapier.
Ud fra dette perspektiv blev unormale adfærdsmønstre tilskrevet eksistensen af en række forvrængede og dysfunktionelle skemaer, strukturer og tankeprocesser, som forårsager stor lidelse hos dem, der oplever dem.
Professionelle bag den anden bølge af terapier udelukker ikke vigtigheden af association og konditionering, men mener, at terapier skal være rettet mod at modificere dysfunktionelle eller mangelfulde overbevisninger og tanker. Således har denne tendens faktisk inkorporeret mange af adfærdsteknikkerne, omend de ses fra et nyt perspektiv og tilføjes kognitive komponenter.
Kognitive adfærdsterapier er derfor udviklet på denne baggrund.
Fremhæv mentale processer
Inden for denne forståelse lægges der stor vægt på behandlingens effektivitet og på at maksimere den så vidt muligt, hvilket dog kan være på bekostning af undersøgelser af, hvorfor den virker.
Denne anden bølge har en meget højere succesrate end øvrige metoder i forhold til et stort antal lidelser, faktisk er det kognitive-adfærdsmæssige paradigme et af de mest fremherskende i den klinisk psykologi i dag. Målet er at ændre de erkendelser eller følelser, der forårsager den utilpassede adfærd enten ved at begrænse eller modificere dem. Nogle af de bedst kendte adfærdsterapier, der er typiske for denne periode, er Aaron Becks kognitive terapi for depression, selvinstruktionsterapi eller Albert Ellis’s Rational Emotive Therapy.
På trods af sin kliniske succes har denne type terapi imidlertid også nogle problemer. Blandt andet ses en tendens til at forsøge at udrydde alt, der genererer ubehag, uden at tage højde for, at eliminering af alt negativt kan forårsage stive adfærdsmønstre, som igen kan være utilpassede. Faktisk kan forsøget på kontrol ende med at tilskynde til adfærd, der strider mod det tilsigtede.
Den anden bølge af terapier har også den ekstra vanskelighed, at fokus på terapiernes virkning fremfor fokus på årsagerne til effekten, betyder, at det ikke vides, præcis hvilke dele af processen, der giver en positiv forandring. Endelig er det kompliceret at generalisere resultaterne af denne terapi til den kontekst patienterne lever i samt vedligeholde dem, og problemer såsom tilbagefald opstår med en vis hyppighed.
Disse problemer har forårsaget den relativt nylige udvikling af nye terapier, der forsøger at tage højde for dette fra et fornyet perspektiv. Det er den tredje bølge af adfærdsterapier.
Dette er den seneste bølge af adfærdsmodificerende terapier. Tredje generations terapier er terapier, der er udviklet ud fra et behov for at etablere en mere kontekstualiseret og holistisk tilgang til personen. De forholder sig ikke kun til symptomer og problemer, men til forbedringen af livssituationen generelt, forbindelsen med omgivelserne, samt genereringen af en reel og permanent forandring i individet, der kan gøre den endelige overvindelse af ubehag mulig.
Denne type adfærdsterapi vurderer, at psykiske problemer i høj grad skyldes individets sociokulturelle og kommunikationsmæssige kontekst, og at en given adfærd anses for normal eller afvigende. I stedet for at bekæmpe symptomer bør terapi fokusere på at omdirigere og genfokusere individets opmærksomhed mod vigtige mål og værdier, hvilket forbedrer personens psykosociale tilpasning.
Selvom disse teorier endnu ikke er udbredte, er de meget velegnede til brug med ældre mennesker med indlæringsvanskeligheder da de kan tilpasses de særlige behov og vanskeligheder, som denne gruppe præsenterer.
Et kontekstfokuseret terapeutisk perspektiv
Tredje generations terapier sigter mod en grundlæggende forandring på et dybere niveau, de går mere ind i personens kerne og mindre ind i den specifikke problemsituation, hvilket er med til at gøre terapiens forandringer mere permanente og væsentlige. Den tredje bølge fokuserer også på at give en bedre forståelse af symptomer. Målet er heller ikke længere at undgå ubehag eller negative tanker for enhver pris, men at hjælpe personer med udviklingshæmning til at kunne variere deres relationer, selvforståelse og opfattelse af problemet.
Desuden skal det fremhæves, at terapeut-patient-relationen tillægges stor betydning, da denne menes at kunne fremkalde forandringer hos ældre med LD. Gennem samtale mellem terapeut/patient er målet, at personen ændrer adfærd, hvilket fører til personlige ændringer på et dybere niveau.
Inden for denne tredje bølge finder vi terapier som analytisk-funktionel psykoterapi, dialektisk adfærdsterapi eller Acceptance and Commitment Therapy. Mindfulness er også interessant inden for denne bølge af terapier, dog ikke som en terapi form i sig selv, men som et værktøj, der kan hjælpe med at håndtere følelser.
De fleste terapeutiske tilgange til den ældre befolkning er baseret på interventioner af psykosocial, kognitiv adfærdsmæssig, problemløsnings- og/eller aktivitetsprogrammerings-karakter. Denne type intervention har en markant vægt på at ændre eller kontrollere tanker som årsag til problemet.
Vi kan ikke validere denne tilgang i plejen af ældre med LD, da det på den ene side kræver personens aktive deltagelse og på den anden side kræver umiddelbare svar, som sjældent kan opnås, når man arbejder med ældre med LD.
I løbet af de sidste år er der opstået en lang række psykologiske terapier, der fastholder en radikalt anderledes tilgang til menneskets problemer. Sådanne terapier er stærkt empirisk orienterede med vægt på læringsprincipper. Formålet med disse terapier er fokuseret på at ændre funktionen af tanker, erindringer, følelser eller andre gennem den kontekst, hvor disse symptomer er problematiske, for at opbygge fleksible og effektive repertoirer. Teorierne kaldes tredje generations terapier eller Contextual Therapies.
Tredje generations terapier eller den tredje bølge af adfærdsterapier er den gruppe af terapier og behandlinger, der har til formål at ændre patientens adfærd, men fra en global cognitiv tilgang? (Global Cognition er en kognitiv videnskabelig forskningsorganisation dedikeret til at forbedre uddannelse og faglig udvikling. https://www.globalcognition.org/
og fokuseret på personen frem for på problemet, under hensyntagen til patientens oplevelse af deres problem, samt den sociale og kulturelle kontekst, der kan have bevirket, at deres adfærd er mindre adaptiv.
Disse terapier respekterer i modsætning til andre terapiformer absolut menneskers oplevelser uden at forklejne eller dømme dem. Disse oplevelser bruges som udgangspunkt for at hjælpe personer, i dette tilfælde ældre med LD, til at modificere dem ved at konvertere smertefulde oplevelser til øjeblikke, der kan håndteres med sindsro.
I modsætning til andre adfærdsmodifikationsteknikker er tredje generations terapier baseret på kontekstens og dialogens magt for at opnå denne modifikation gennem både patientens og terapeutens accept af problemet.
Hovedformålet med denne type terapi er at ændre den måde, den behandlede person opfatter problemet på, uden at forsøge ekstrem kontrol eller eliminere adfærd som skamfuld, men snarere at hjælpe personen til at observere og genoverveje forholdet mellem de nævnte. adfærd og deres funktionalitet, såvel som selve forbindelsen til deres sædvanlige adfærd, der forhindrer dem i accept fra omgivelserne.
Med andre ord er der behov for at se behandling ikke som en kamp mod symptomer, men som en vital nyorientering, der gør det muligt at generere betydelige, reelle og permanente ændringer.
Tredje generations terapier kompenserer for nogle af manglerne ved tidligere terapier, såsom manglen på fokus på hvilke specifikke aspekter af behandlingen, der giver forbedringer, provokationen af rigid adfærd, der igen kan være dårligt adaptiv, og den ringe opmærksomhed på kontekstens betydning for patienten samt patientens opfattelse af deres egen lidelse.
Tredje generations terapier har en række interessante karakteristika i forhold til behandlingen af psykologiske problemer. For det første mener de, at et individs adfærd ikke kan forklares fuldt ud, hvis dets kontekst ikke tages i betragtning. Hvis behandlingen reduceres til at behandle nogle symptomer direkte uden at tage højde for de variabler, der gør adfærden til noget nyttigt eller nødvendigt for patienten, vil overførslen af behandlingen til det virkelige liv være kompliceret for den enkelte i behandlingen.
Desuden tillægger tredje generations terapier sproget en modulerende indflydelse ud fra det faktum, at det andre mennesker fortæller os, og den feedback de giver os vedrørende vores adfærd, vil få os til at opfatte adfærden på den ene eller anden måde.
I forbindelse med det foregående punkt er det bemærkelsesværdigt, at tredje generations terapier også tillægger det terapeutiske forhold afgørende betydning, Denne terapiforståelse er baseret på patient-terapeut-relationen, som i tilfælde af ældre med LD er særlig vigtig. Manglen på værktøjer til verbal kommunikation eller endda den kognitive forringelse, der er typisk for individets særlige karakteristika, betyder, at det ofte er væsentligt, at denne relation genereres og vedligeholdes gennem forbindelser, der går ud over de sproglige.
Selvom dette er fælles for alle eller næsten alle eksisterende typer af tredje generations psykologiske terapier, ses dette forhold som et element eller instrument til permanent forandring, idet der opstår en kommunikativ og social interaktion, der kan modificere adfærden direkte eller indirekte. Selv om andre terapiformer også betragter det terapeutiske forhold som grundlæggende, ser de det mere som midlet, idet patienten anvender teknikkerne og ikke som noget, der fører til en ændring i sig selv.
Der findes også andre former som f.eks. Mindfulness-baseret kognitiv terapi og nedenfor er kort forklaret nogle eksempler på tredje generations terapier, der har relevans i forhold til gruppen af ældre mennesker med indlæringsvanskeligheder.
Accept- og engagementsterapi
Denne teknik er en af de bedst kendte inden for tredje generations terapier, dens hovedformål er at hjælpe patienten til selv at opdage sine grundlæggende værdier og hjælpe vedkommende med at acceptere smerten ved søgen efter et lykkeligt liv. Terapien fokuserer hovedsageligt på at arbejde med værdier uden at undgå eller patologisere lidelse.
Gennem selvaccept, observation af tanker og hvilke overbevisninger der fremkalder disse tanker, guides patienten til at involvere sig og forpligte sig til at følge sine egne værdier og efterleve disse uanset omgivelsernes og samfundets holdninger hertil.
For ældre med LD, som bor i botilbud, indebærer dette nødvendigvis aktivering af selvstyre- og selvbestemmelsesprogrammer, der forudsætter, at mennesker har en vis selvstændighed med hensyn til beslutningstagning, når de skal beslutte, hvordan de vil leve deres liv.
Dialektisk adfærdsterapi
Dialektisk adfærdsterapi, en anden af de bedst kendte tredjegenerationsterapier, er designet til at hjælpe patienter med alvorlige følelsesmæssige problemer, der fører til selvdestruktiv adfærd, såsom selvskade eller selvmordsforsøg.
I øjeblikket er en af de foretrukne behandlingsformer ved behandling af Borderline personlighedsforstyrrelse baseret på accept og validering af patientens lidelse til at arbejde dialektisk og gennem forskellige moduler for at kontrollere og håndtere ekstreme og ustabile følelser. Patienten hjælpes til at stole på sine følelser og tanker og får hjælp til at finde faktorer, der presser ham til at ville videre og til at forbedre sine færdigheder relateret til følelsesmæssig selvregulering, tolerance over for ubehag, selviagttagelse og håndtering af interpersonelle relationer.
Mål
- Fremme viden om de faktorer, der kan bidrage til aktiv og sund aldring af gruppen af mennesker med handicap.
- Beskrive de professionelles holdninger og værdier for ordentlig pleje og omfattende støtte til mennesker.
- Vejlede og give retningslinjer.
- Udvikle færdigheder i at identificere behov for fremme og vedligeholdelse af personens sundhed.
- Fremme den sociale integration af ældre mennesker ved at fremme deres forhold mellem ligestillede såvel som med andre grupper samt øge deres sociale støttenetværk.
- Fremme sunde livsstilsvaner blandt den ældre befolkning for at fremme sundhed og forebygge sygdomme.
- Gøre ældre mennesker opmærksomme på vigtigheden af fysisk træning som et middel til at forbedre deres livskvalitet og give dem de nødvendige færdigheder til at udøve det.
- Give ældre mennesker strategier til at håndtere følelsesmæssige processer, der er tilbøjelige til at knytte sig til alder, såsom depression, angst, søvnproblemer, spiseproblemer, seksuelle relationer.